Fakta om kroniske smerter

I denne sektion har vi samlet en række fakta om kroniske smerter, hvem der får smerter og hvorfor, diagnosticering og behandling.

 

Hvad er kroniske smerter?

Smerter karakteriseres som kroniske smerter, når de har varet længere end seks måneder.

Kroniske smerter kan inddeles i flere forskellige typer – alt efter årsag, hvor de sidder, eller hvorvidt den fysiske eller psykiske del dominerer. Eksempler på forskellige typer af kroniske smerter er:

  • Akutte smerter
  • Cancersmerter
  • Kroniske smerter

Kroniske smerter kan opstå alle steder i kroppen, men mest almindelige er ledsmerter (hofte, knæ), rygsmerter og smerter i skulder/nakke. Når man har ondt ét sted, vil man typisk belaste kroppen anderledes, og så er der risiko for, at man også får smerter andre steder. Det er derfor almindeligt at have ondt mere end ét sted, når man har kroniske smerter. Du kan læse meget mere om de forskellige typer af smerter på vores medlemsforeningers hjemmesider.

Kroniske smerter optræder i alle grader fra mild over moderate til svære smerter. De kan være konstante eller svingende men vil altid være til stede i en vis grad over længere tid. Kroniske smerter kan indebære større eller mindre grad af ”omkodning” i smertesystemet, dvs. smertereceptorerne i kroppen bliver mere sensitive.

Kroniske smerter vil ofte være ledsaget af alment ubehag som for eksempel træthed, irritation, kvalme, søvnbesvær og appetitløshed. Andre sværere følger kan være depression og isolation.

Ovenstående information er redigeret af de danske smertelægers faglige selskab, Dansk SmerteForum

 

Hvem får kroniske smerter?

Cirka 850.000 danskere over 18 år lider af kroniske smerter.

Forskning viser, at der er forskellige forhold, der er karakteristiske for personer med kroniske smerter:

  • Større risiko med alderen
  • Kvindekøn
  • Skilt/separeret (i forhold til gift)
  • Kort uddannelse
  • Hårdt fysisk arbejde
  • Dårligt helbred efter egen vurdering
  • Overvægt

Disse karakteristika gør sig gældende i mange tilfælde, men der er naturligvis undtagelser. Hos andre optræder ingen af ovenstående karakteristika.

Hvorfor opstår kroniske smerter?

I nogle tilfælde kender man årsagen til smerterne, eksempelvis ved slidgigt i ryggen. I andre tilfælde er årsagerne relativt ukendte, som for eksempel ved fibromyalgi. Det er derfor ikke altid, at man kan finde en skade, som er gået forud for smerterne.

Ovenstående information er redigeret af de danske smertelægers faglige selskab, Dansk SmerteForum

 

Diagnosticering af kroniske smerter

Diagnosticering af kroniske smerter sker i et udredningsforløb, hvis varighed afhænger af typen af smerter, og om udredningen sker hos egen læge, en specialist eller på en smerteklinik.

De redskaber der anvendes til diagnosticering er først og fremmest samtale kombineret med fysiske undersøgelser.

Som regel vil der indledningsvist være behov for undersøgelser, der kan udelukke sygdomme, som kræver behandling. Ved udredningen af kroniske smerter lægger man blandt andet vægt på følgende parametre:

  • Hvordan smerterne er opstået
  • Hvor smerterne sidder
  • Om smerterne er konstante eller skiftende
  • Hvor stærke smerterne er
  • Hvad der provokerer smerterne
  • Hvad der lindrer smerterne
  • Om der er indskrænkning af den fysiske funktion
  • Hvordan smerterne påvirker søvn, humør, hukommelse og koncentration samt indlæring

Ovenstående information er redigeret af de danske smertelægers faglige selskab, Dansk SmerteForum

 

Behandling af kroniske smerter

Behandlingen af kroniske smerter er meget kompliceret og omfatter både medicinske og ikke-medicinske metoder.

De fleste kroniske smertepatienter vil kunne opnå smertelindring, men det er sjældent muligt at blive helt smertefri. Generelt er der ofte tale om en tværfaglig behandling, hvor flere forskellige faggrupper deltager, for eksempel læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere. I behandlingen tilstræber man den bedste smertelindring med mindst mulige bivirkninger, samtidig med at de psykiske ressourcer styrkes, så livskvaliteten kan bevares trods smerterne.

Overordnet kan der være tale om følgende behandlingstyper:

  • Sociale foranstaltninger med henblik på rehabilitering og støtte til at få dagliglivet til at fungere
  • Smertestillende medicin
  • Fysioterapi
  • Psykolog
  • Undervisningsforløb som ruster patienter til at håndtere livet med smerter

Ovenstående information er redigeret af de danske smertelægers faglige selskab, Dansk SmerteForum